De bedste udlejningskontorer i Alicante
Billeje Alicante
Alicante har det hele – badestrande, storby, historiske borge og museer. Byen ligger på et højdedrag for foden af Bencantil-bjerget og er en skøn, stor havneby med brede alléer og grønne områder. Klimaet er mildt året rundt og indbyder til slentreture langs strandpromenaden.
Middelalderborgen og fæstningen Castillo de Santa Bárbara blev bygget i 1200-1500-tallet. Da den ligger 166 meter over havets overflade, er der en prægtig udsigt over Alicante og Middelhavet deroppefra. Inde i borgen kan du færdes i rummene, gangene og katakomberne. På væggene hænger kunst fra den spanske kunstner Eduardo Capas private samling samt skiftende udstillinger af nutidige kunstnere.
Nede i byen ligger museet Casa de la Asegurada, der rummer en enestående samling af kunstværker fra det 20. århundrede. Her er både kunst af flere verdensberømte kunstnere som Picasso, Miró og Dali, og af lokale kunstnere som Eusebio Sempere og Juana Francés.
Santa Maria-kirken er byens ældste kirke og blev opført i 1300-tallet på ruinerne af en stor moské. Kirken har en flot barok-facade og et fantastisk forgyldt rokoko-alter indeni. En anden af de smukke kirker i byen er renæssancekirken San Nicolás de Bari fra 1700-tallet. Dette er den største kirke, og den indeholder en flot klostergård, et overdådigt højalter og en blå kuppel 45 m over gulvet, hvorunder det unikke nadverkapel står.
Byens strande tildeles hvert år EU’s blå flag, hvilket vidner om deres gode kvalitet. Ned til stranden ligger strandpromenaden Paseo Explanade de España, hvor det er skønt at gå en tur og nyde udsigten over Middelhavet. I palmernes behagelige skygge kan du nyde en kølende is eller øl hos et af de udendørs serveringssteder eller handle hos en af de små boder.
Når du har set udsigten over marinaen fra strandpromenaden, vil du måske gerne ned og se lidt nærmere på bådene, der ikke ligefrem hører til i den billige ende. Hele marinaen emmer af luksus – ikke kun bådene, men også restauranterne og butikkerne. I den sydlige ende af marinaen ligger det store shoppingcenter Panoramis Mall. Her findes - ud over butikker - også restauranter, forlystelser og biografer. Ikke mindst udsigten over havnen gør dette til et fantastisk sted at fornøje sig uanset hvad, man vælger at tilbringe tiden med.
På Tossal-bjerget ligger forlystelsesparken Monte Tossal Park. Den er anlagt som en mini-udgave af Valencia, hvor hvert plateau repræsenterer et distrikt geologisk og botanisk. Der er også aktiviteter som minigolf, klatrevæg og skateboarding.