Populære østrigske lufthavnskontorer
Populære biludlejningskontorer i Østrig
Landet, hvor natur og kultur går hånd i hånd
Østrig er velsignet med en storslået natur, der giver muligheder for masser af oplevelser og sportslige udfoldelser. Sommer som vinter. Samtidig er landet beriget med enorme kulturskatte. Mozart, Wienerfilharmonikerne og Gustav Klimt er kun toppen af isbjerget. Avis Biludlejning findes i de fleste byer, så du kan let komme rundt.Pragtfuld natur og rig kultur
Bjergmassiver så imponerende, at de tager vejret fra dig. Bjergsøer så klare, at du føler, de spejler din sjæl. Frodige, grønne alpegræsgange, hvor køernes bjælder er den eneste lyd, der bryder stilheden. Det er et Østrig, du bare må opleve og et glimrende sted at tage til hvis du trænger til at slappe af. Om sommeren indbyder bjergene til vandreture, bjergbestigning eller mountainbiking, og om vinteren er skisporten den foretrukne aktivitet. Man kan også sagtens bruge hele ferien på at suge til sig af den østrigske kultur. Måske tyrolermusik og schuhplattler-dans ude i landsbyerne eller Mozart- og Straussmusik i Salzburg eller Wien.Alperne er den store attraktion
Kør i bil oppe ved bjergtinderne
Østrig er omgivet af land på alle sider og støder op til ikke færre end otte lande. Alperne dækker 60 procent af landet. De højeste bjerge er 3-4.000 meter høje og ligger i østalperne. Med sine 3.798 m.o.h. er Großglockner på grænsen mellem delstaterne Kärnten og Tirol det højeste bjerg. I området omkring bjerget har man anlagt den 50 kilometer lange panoramavej Grossglockner Hochalpenstrasse, som virkelig er noget af en oplevelse at køre på. Med en lejebil kan man komme af sted på turen. Man kommer helt op i 2.500 meters højde i bil! Heroppe har man for længst lagt træerne bag sig og kører i et nøgent og barsk landskab i øjenhøjde med høje bjergtinder.
Overalt i bjergområderne finder man afmærkede vandrestier i forskellige sværhedsgrader. Efterhånden er det blevet meget populært at køre mountainbike i de østrigske alper, og derfor er nogle af stierne både beregnet til mountainbikere og vandrere. Om vinteren forvandler landskabet sig til et vidunderligt, hvidpudret eventyrrige, og der er rige muligheder for at opleve det med skiene på, for skisportsstederne ligger tæt i bjergområderne.
Byer spækket med kultur
De østrigske byer rummer masser af seværdigheder. Som Mozarts fødeby er Salzburg naturligvis fyldt med Mozart-minder. Men den er også byen, hvor historien bag "Sound of Music" udspillede sig, og der arrangeres særlige Sound of Music-ture. Mange regner Salzburg som en af Europas smukkeste byer. Den gamle bydel, Altstadt, er fyldt med charmerende små gyder. Højt oppe troner fæstningen Hohensalzburg, og igennem byen glider floden Salzsach. En særlig attraktion er tandhjulsbanen, som kører op på Mönchsberg. Her oppe fra har man det flotteste panorama over byen. Salzburg-festspillene er en kulturfestival, som finder sted hvert år i juli og august og har hovedvægt på Mozarts musik. Wienerfilharmonikerne er tilknyttet festspillene, og mange internationale kunstnere gæsteoptræder.
Hovedstaden Wien ligger langt mod øst i landet, så det er praktisk at have sin lejebil, når man skal dertil. Den er en betagende by. Overdådige arkitektoniske perler dukker frem bag hvert et gadehjørne. Blandt de store seværdigheder er barokslottet Oberes Belvedere, der blev bygget som lystslot i 1700-tallet. I dag rummer det blandt andet verdens største samling malerier af den verdensberømte billedkunstner Gustav Klimt. Man bør absolut også se det imperiale slotsanlæg Schloss Schönbrunn med den storslåede barokke slotspark. Om vinteren afholdes i byen over 400 wienerballer, som i alt samler 300.000 festglade mennesker fra hele verden. Ballerne følger gamle traditioner med faste ceremonier og stram dresscode.
Kulinariske specialiteter
Østrigsk gastronomi er meget mere end wienerschnitzel og apfelstrudel. Madkulturen i de forskellige egne er stærkt påvirket af de lande, de grænser op til. Det siges faktisk, at wienerschnitzlen stammer fra Milano i Italien, og at apfelstrudelen er kommet fra Tyrkiet via Ungarn. Ude på landet på små spisesteder kan man ofte finde specialiteter, der er tilberedt med omhu af helt lokale råvarer. Det kan være ost, der er fremstillet af mælken fra de køer, man kan se græsse udenfor, eller det kan være en apfelstrudel, som kromutter har bagt med egne æbler efter familiens gamle opskrift.
Og hvis du er i Wien, bør du selvfølgelig tage ind på en af de charmerende traditionelle caféer og nyde en kop kaffe.