Avis Biludlejning i Nederlandene
Kom rundt i Nederlandene i en lejebil fra AvisFunky storbyer, landlige omgivelser, vindmøller og blomstrende tulipanmarker. Lej bil på et af Avis’ mange kontorer rundt om i landet eller i Schiphol Lufthavn, og kom nemt rundt mellem landets hovedbyer og ud i det blå mellem kanaler og dæmninger.
Noget for enhver
Et af Europas tættest befolkede lande byder på et væld af storbyer og provinser med noget for enhver smag. Besøg hovedstaden Amsterdam og verdens første industrikvarter Zaanse Schans i Noord-Holland. Eller gør brug af din lejebil og besøg flere af provinsens landsbyer langs den store sø IJsselmeer. Besøg ostemarkedet i Edam i sommermånederne og smag på den berømte Edamerost. Tag til Groningen, parkér bilen og lej cykler. Områdets mangesidede natur er som skabt til cykelture. Eller hvorfor ikke cykle rundt i deltaet, der deles af de tre floder, Rhinen, Maas og Schelde i det skønne Zeeland. Når du har fået nok af at trampe i pedalerne. sætter du dig bag rattet i lejebilen igen og sætter kurs mod Rotterdam, der også kaldes Nederlandenes Manhattan på grund af byens skyline.
Populære lufthavnskontorer i Nederlandene
Populære biludlejningskontorer i Nederlandene
Vild med byer?
Haag
S’Gravenhage – grevens hæk –, som er Haags egentlige navn, er en grøn by, der byder på slotte, museer og stilfulde modebutikker. Landets parlament ligger midt i byen i det imponerende bygningskompleks, Binnenhof. Dette er også diplomatiets by med Den Internationale Domstol, den internationale domstol for krigsret, Europol og mange flere internationale institutioner. Dronning Beatrix både arbejder og bor i Haag. Noordeinde-paladset, der har tilhørt kongefamilien side 1609, er dronningens arbejdsplads. Slottet er ikke åbent for offentligheden, men du kan besøge slotshaven på den anden side af gaden. Besøg også Fredspaladset, Vredespaleis, som bruges af Den Internationale Domstol, og Gemeentemuseum Den Haag, der blandt andet er kendt for sin store Mondriaan-samling.
Hvis du kører 15 kilometer syd for Haag i din lejebil, kommer du til Amsterdam i miniatureudgave – byen Delft. Her kan du opleve kanaler og små snævre broer, gamle gavlhuse fra 1600- og 1700-tallet, brostensgader og liv i byens gågader og på pladserne med et væld af cafeer. Delft er også kendt for sit blåmalede porcelæn, og du kan komme på rundvisning på byens to porcelænsfabrikker.
Rotterdams arkitektur
Da den gamle bykerne blev stort set udraderet i maj 1940 i de første dage af 2. Verdenskrig begyndte man ’genopbygningen’ med moderne byggeri. Dette har resulteret i landets højeste skyline og en byggeplads, hvor der stadig bygges det sidste nye inden for bolig- og kontorbyggeri. Rotterdam er stedet, hvor arkitekter tør prøve kræfter med nye former og udtryk. Kør en tur rundt i byen i din lejebil, og oplev selv de gule kubushuse på Overblaak. Kør over Erasmus-broen fra bymidten, og lad dig imponere over Maastoren – den højeste bygning ikke blot i Holland, men også i Benelux-landene.
Helt nede i landets sydøstlige hjørne ligger Maastricht, der byder på museer, kirker, historiske bygninger, skjulte gyder og åbne pladser. Byens historie går 2.000 år tilbage og med en imponerende fæstning, Skt. Pieter Fortet, en labyrint med mere end 20.000 tunneller i Skt. Pieters grotter, og shopping, der er på højde med Paris’, er der noget for enhver smag i denne skønne by tæt på grænsen til Belgien og Luxembourg.
Amsterdam
Denne globale ’landsby’ – bymidten er ikke meget større end en landsby – byder på kanalhuse og -både, kunst og kultur og designerbutikker. Lad bilen stå, og lej en cykel eller gå rundt blandt de mange kanaler. Nyd synet af de skæve kanalhuse, og kom væk fra hovedfærdselsårerne og ned i sidegaderne, hvor freden sænker sig, og du for alvor kan beundre de mange smukke huse.
Byens tre store museer, Rijksmuseum, Van Gogh Museum og Stedelijk Museum byder naturligvis på de lokale kunstnere Van Gogh og Rembrandt samt moderne kunst og ligger alle lige syd for kanalbæltet ud til Museumplein.
Blandt blomstrende tulipaner
I april og maj står tulipanmarkerne i flor i alle regnbuens farver. De ligger især tæt mellem Haag og Haarlem, så hvis du vil se et sandt blomsterflor, så læg vejen forbi i disse måneder. I parken Keukenhof udstiller blomsteravlerne deres ypperste og nyeste eksempler på tulipaner, krokus, narcisser og mange andre farvestrålende blomster. I slutningen af april kan du opleve det smukke blomsteroptog, Bloemencorso, der går mellem Haarlem og Noordwijk.
Sæt kursen mod det enorme digeprojekt ved Oosterschelde. De 62 porte på størrelse med huse, der kan lukke Nordsøens bølger ude og beskytte baglandets særlige natur og dyreliv, er en teknisk seværdighed, der absolut er et besøg værd.