Oplev Middelhavsøerne med en lejebil
Malta er et smukt ørige, der ligger syd for Italien i Middelhavet, og det varme klima gør det til den perfekte feriedestination året rundt. Det består af tre beboede øer: Malta, Gozo og Comino. Selvom afstandene er korte, er nogen af øernes mest berømte seværdigheder nemmest at komme til med en lejebil.UNESCO-oplevelser på Malta
Hvad enten du gerne vil opleve storslået natur, gå på museum, shoppe eller bare ligge ved stranden og dase, så kan du finde det hele her. Øerne har også tre seværdigheder, der er optaget på UNESCOs verdensarvsliste: byen Valletta, det underjordiske tempel i Hal Saflieni og de Megalitiske templer. Med en lejebil kan du se Maltas seværdigheder i løbet af et par dage, og når det er rigtig varmt, vil du garanteret sætte pris på at kunne sætte dig ind i en lejebil med air conditioning og køre ud og se på øerne.
De officielle sprog for Staten er maltesisk og engelsk.
De tre øer
Malta
Dette er den største af de tre øer, og det er her der er flest ting at opleve. Hovedstaden Valetta er ikke øens største by, men helt sikkert den mest interessante og den smukkeste. Byen er på UNESCOs verdensarvsliste, og den er fuld af gamle historiske bygninger, hvoraf de fleste stammer helt tilbage fra 1600-tallet. Ligegyldigt hvor du går i Valetta, støder du på interessante bygninger, statuer, springvand osv. Samtidig kan du også finde små hyggelige caféer og butikker samt de større butikker, du normalt vil forvente at finde i en hovedstad.
Længere mod nord finder du Buggiba, som også er et meget populært turistmål især på grund af de mange restauranter, hoteller og natklubber. Byen har desuden glimrende badeforhold og en lang turistpromenade, hvorfra du har en flot udsigt over middelhavet.
Midt på øen ved byen Rabat finder du den gamle middelalder by Mdina, som var Maltas gamle hovedstad. Byen ligger på en bakke, og selve byen er omringet af en mur. Mens du er her, bør du helt sikkert besøge St. Pauls-katedralen.
Gozo
Gozo er Maltas andenstørste ø. Øen har færre indbyggere end Malta og er langt mere frodig og bakket. Landskabet er smukt, så giv dig god tid til at udforske det med lejebilen. Den største by på øen er Victoria, som ligger midt på øen. Byen har omkring 6.000 indbyggere, og her kan du finde mange hyggelige caféer og restauranter. Desuden har den et smukt citadel, hvorfra der er en fantastisk udsigt over hele øen.
Resten af øen er en smuk blanding af klipper og grønne områder. På den nordvestlige del af øen finder man det berømte Azure Window, hvorfra der er en flot udsigt over havet. Dette er også et populært dykkersted.Lige i nærheden ligget et andet populært sted for turister, Ir Ramla, der er en strand, som er kendt for sit gyldenrøde sand.
Comino
Hvis du trænger til en dag med ro og fred, så stil lejebilen ved enten Gozo Ferry Terminal eller Cirkewwa Ferry Terminal, og tag en endagstur til Comino.
Comino ligger imellem Malta og Gozo, og med sine kun 3.5 km2 er det den mindste af de tre øer. Comino er mere eller mindre ubefolket, men den har dog et enkelt hotel og er kendt for den blå lagune, der med sit hvide sand og azurblå vand er et sandt paradis for dykkere, windsurfere og badegæster. Når du har besøgt lagunen, kan det også anbefales at vandre rundt på øen. På grund af dens størrelse er der ingen biler og meget få mennesker, så det er et perfekt sted at slappe af.
Begivenheder
De maltesiske øer har en lang række festligheder og kulturelle begivenheder, der finder sted hvert år.
Karneval: I februar kan du opleve Maltas karneval, hvor børn og voksne klæder sig ud i traditionelle kostumer. Karnevallet opleves bedst i hovedstaden Valetta.
Festival Mediterranea: Festivalen foregår på Gozo om efteråret. Her kan du opleve koncerter, udstillinger og konferencer. Desuden kan du høre foredrag om Gozos seværdigheder.
Maltas International Fireworks Festival: Hvis du kan lide fyrværkeri, er dette stedet for dig. Festivalen foregår sidst i april i Valletta.
Maltas Jazz Festival: Festivalen foregår i juli måned i Valetta, og her kan du lytte til både internationale og maltesiske jazzmusikere.