Cypern rundt i en lejebil fra Avis
Avis Car Rental tilbyder billeje i de fleste større byer og lufthavne på Cypern.
Cypern giver uanede muligheder for oplevelser på en lille ø. Vi har kontorer i de fleste større byer og lufthavne på øen. Med vores udvalg af biler og serviceydelser kan du være sikker på at være godt kørende på din ferie.
Alt er muligt mellem Europa, Asien og Afrika
På Cypern finder du sneklædte bjergtinder, bragende sol over hvide sandstrande, turkisblåt hav, svalende regn i frodige dale og sand fra Sahara, der flyver over knastørre sletter. Lej en bil, og oplev det hele fra vejkanten. Afrodites ø - det var her, kærlighedsgudinden ifølge legenden steg op fra havet - er en ø splittet i to med det tyrkisk-cypriotiske mindretal i nord og det græsk-cypriotiske flertal i syd. Trods denne splittelse byder øen på spændende historie, og så er den rig på kulturminder. Men der er også masser muligheder for afslapning på de mange smukke strande.
Middelhavets smukkeste mosaikker
Sæt kursen mod skønne Pafos, der med sin ridderborg, kongegrave og vidunderlige romerske mosaikker er som at gå rundt i et stort udendørsmuseum for arkæologiske fund. Byen er optaget på UNESCOs liste over verdens kulturarv og ligger smukt op ad en bjergskråning. Nede ved havnen er der livlige cafeer, barer og restauranter, hvor du kan få dig et velfortjent hvil, mens du lader alle indtrykkene synke ind.
Troodos-bjergene
Fra Pafos er det oplagt at køre op i de majestætiske Troodos-bjerge. Her finder du smukke klostre og kirker, der ligger ganske afskåret fra omverdenen. Men gør dig selv den tjeneste at køre hen til dem i din lejebil, da flere af dem gemmer på fantastiske byzantinske vægmalerier.
Vandfald og vingårde
Parkér din lejebil, og nyd bjergenes friske luft og fred og ro. Hengiv dig til bækkenes milde klukken og vandfaldenes vilde brusen. På vandrestien Kaledonia Trail kan du beundre det 12 meter høje Kaledonia-vandfald, der skaber en yndig sø forneden. Eller se, hvordan det spektakulære Myllomeris-vandfald dramatisk falder med stor kraft for derefter at fortsætte langs bækken mellem snørklede trærødder fra Katarraktis Myllomeris Trail.
Efter vandreturen kan du sætte kursen mod Krassochoria-regionen i Troodos – her ligger mange fine vingårde, der er åbne for en smagsprøve og en sludder. Er du chauffør, kan du jo springe vinsmagningen over og i stedet smage på shoushoukko, der en naturlig, pølseformet vingummi med mandler eller valnødder indeni.
Europas sidste delte hovedstad
Syd og nord, græsk og tyrkisk, kristendom og islam – Nicosia er fuld af kontraster og gennemsyret af historie. I Lidra-gågaden gør den nye overgang fra syd til nord det lettere at komme over ”på den anden side” og opleve det tyrkiske Lefkosia.
Kør en tur østpå langs den smukke kyststrækning til Limassol – øens måske vigtigste turist- og forretningscenter. Slottet stammer tilbage til det 14. århundrede og ligger på resterne af et byzantinsk slot. Det var her, Richard Løvehjerte giftede sig med Berengaria af Navarra og kronede hende til dronning af England i 1191.
Strandløver og sandslotte
Strande er der nok af på Cypern, så uanset om du vil snorkle, dykke, se og blive set eller bygge sandslotte med ungerne, er der en strand, der passer dig.
Nissi Beach en kort køretur fra Agia Napa er dér, hvor de unge holder til. Her spilles der beachvolley og poseres, mens strandbarens dj spiller op fra frokosttid til aftentide. Der er altid gang i noget på Nissi Beach.
Protaras-kysten er øens østlige bademekka. Midt i Protaras ligger den skønne Fig Tree Bay-strand. Her finder du en kilometerlang strand med blødt sand, fralandsvind og blide bølger, så den er absolut børnevenlig. Sirena Bay er en mindre, men ligeså familievenlig strand i samme område.
Uden for Pafos ligger den skønne Coral bay strand, hvor sandet har et rødligt skær takket være bugtens koraller. Her er god mulighed for at dykke.
Konnos Beach øst for Agia Napa byder på turkisblåt badevand, dybt blåt hav og skulpturelle klippeformationer.
Natten er ung på Cypern
Agia Napa er måske nok badeby om dagen, men om aftenen og natten er det barerne og natklubberne, der tager over. Her finder du cocktails i alverdens farver og den type musik, der for alvor kendetegner en ferie under varme himmelstrøg.
Fra Cliff Bar på Cape Greco er der en fantastisk havudsigt og kig til øens sydøstligste klippekyst. Dette er et magisk sted for en romantisk aften i stearinlysets og lanternernes skær.